Litteratur
Litteratur:
Skønlitterær & fagbøger
romaner // faglitteratur // børnebøger // redaktørarbejde // foredrag
Jakob Brodersen
Jeg lærte at læse, da jeg var fire år. Så snart jeg kunne trykke hårdt nok til at få bogstaverne fra min fars skrivemaskine til at sidde fast på papir, begyndte jeg at skrive. Det har jeg gjort lige siden.
Efter en lang række tilløb i form af romaner til skrivebordsskuffen, poppoesi og radiodrama til Aarhus Studenterradio og DR Syd, debuterede jeg som skønlitterær forfatter på det nu hedengangne forlag Radius i 2015.
Siden da har jeg udgivet romaner til voksne, noveller og fagbøger til børn og været redaktør på fagbøger for flere forskellige forlag.
Herunder kan du se en liste over mine udgivelser og link til steder, hvor de kan købes.
Nogle af de ældre titler er udgået af tryk, men kan stadig fåes som e-bøger og lydbøger og lånes på biblioteket.
I forlængelse af mit forfatterskab kommer jeg gerne ud på gymnasier, højskoler, biblioteker og til andre litterære arrangementer og fortæller om mine bøger og om det at skrive. Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du er interesseret i at vide mere om mine foredrag.
Romaner
Næsten
Svane & Bilgrav, 2024
Mens bomberne falder, forsøger en kræftsyg far at redde sin familie ud af Aleppo. En sønderjysk slagteriarbejder mister grebet om tilværelsen, da han bliver fyret og møder sin fortid. En ung marokkaner søger mod lykken i det frisindede Europa og en engelsk smerteforsker forsøger at kortlægge sammenhængen mellem fysisk og psykisk smerte i en flygtningelejr i Uganda.
'Næsten' er en smuk og barsk fortælling om skæbner i Europa, Afrika og Mellemøsten, der krydses på tragisk og forunderlig vis i de store flygtningestrømmes tid. Vores tid.
En roman om sorg, længsel, kærlighed og menneskelighed. Om at være et lille hjul i en enorm maskine, om at overleve og at finde en mening i mørket før daggry. Om sprækker af håb i det inferno, menneskeheden har skabt for sig selv.
"Virkelig en usædvanlig og bemærkelsesværdig bog (...) vægtig og væsentlig litteratur, der udvider vores verdensbillede."
Carsten Jensen, forfatter
"Usædvanligt godt skrevet med stærke - og nådesløse - beskrivelser af de uhyrligheder mennesker kan gøre mod hinanden."
Lektørudtalelse, DBC
"… en af de mest brutale bøger jeg har læst, men nok også en af de vigtigste."
Forestilling om paradis
"... en af de bøger, der får en til at kysse og kramme dem, man elsker, lidt mere."
Nannasreads
"... jeg er dybt imponeret over [Jakob Brodersens] litterære stil og plot. (...) Kæmpestor anbefaling herfra."
Annemorsbogblog
"En af de bøger, der for altid har efterladt et blødende sår i mit læsehjerte (...) [muligvis] den vigtigste roman, jeg kommer til at læse i år."
Bøgerne i mit liv
"... hjerteskærende studier i smertetærskler."
Bogvægten
"... en medfølende fortælling (...) der belyser menneskelighedens styrke i modgangen. Anbefales til alle, der søger en dybdegående og rørende læseoplevelse."
Louise Sommer på dinboganmelder.dk
"Brutal og hjerteskærende (...) et meget relevant værk."
Hyggedeek_litteratur
"Flot brug af litterære virkemidler uden, at det virker forceret eller utroværdigt. (...) flot, fintfølende og alligevel et kaos.."
Simonekarlasboeger
Hvide elefanter
Forlaget Brændpunkt, 2021
Ingeniøren Alan Bang har opfundet en soldrevet pumpe, der holder den jyske vestkyst oven vand på trods af vandstandsstigninger og klimaforandringer. Drevet af en buldrende midtvejskrise beslutter han sig for at gøre noget godt: med pumpen vil han genskabe Afrikas udtørrede oaser, redde jordens klima og gøre verden bedre.
Han finder dog ud af, at selv de bedste intentioner intet kan stille op mod menneskelig dårskab. En dyster og aktuel satire om udviklingsarbejde, religion og vanetænkning.
"Provokerende roman om klimaforandringer, udviklingsbistand, bureaukrati og idioti. Underholdende og tankevækkende."
Sebastian Mernild, professor i glaciologi, prorektor, SDU
"Underholdende roman om udviklingsbistand og hvide elefanter"
Magasinet Arbejderen
Bogvægten
Thode
Forlaget Radius, 2016
Genudgivet af L&R/Saga Books, 2018
I juli 1915 bliver den 19-årige sønderjyde Carl Theodor Thode indkaldt til den kejserlige tyske hær. De følgende tre et halvt år frem til Første Verdenskrigs afslutning overlever han på nærmest mirakuløs vis livet i frontlinjerne på både Østfronten og Vestfronten - fra skyttegravshelvedet i Somme til mareridtsagtige kampe i Karpaterne og iskolde stillinger langs den dybfrosne Dyna-flod.
Baseret på de efterladte erindringer fra Carl Theodor Thode, der var lillebror til forfatterens oldefar.
Forord af historiker Jørgen Buch.
"En på en gang smuk og gruopvækkende bog."
Bogrummet.dk
"En unik ener indenfor genren. Projektet lykkes i dén grad."
excited reading
"Underholdning, man bliver klogere af."
Fyens Stiftstidende
Cellernes memoirer
Forlaget Radius, 2015
Genudgivet af L&R/Saga Books, 2018
Martin Børner er 21 år gammel og interesserer sig for to ting: mad og sex. Han står i lære som kok på et fransk brasseri og bruger al sin fritid på at eksperimentere med nye sammensætninger af smage og dufte. Da han efter et uheld i køkkenet rammes af angstanfald og tvagstanker, viser det sig, at Martins smags- og lugtesans gemmer på nøglen til tidligere generationers traumatiske oplevelser, der er lagret dybt i Martins nedarvede underbevidsthed.
En forrygende videnskabsroman om mad, sex, evolution, civilisation og epigenetik.
"En vaskeægte pageturner af en ganske særlig slags (...) man glemmer tid og sted."
Nordjyske
"Fascinerer hele vejen frem mod sin grusomme afslutning."
Københavneravisen
"Romanen sprudler af begejstring (...) en hyldest til såvel videnskabens bedrifter som til alt liv på jorden."
Fyens Stiftstidende
Jeg gjorde danerne frie
Forlaget Radius, 2015
Genudgivet af L&R/Saga Books, 2018
Danmark er aldrig blevet kristnet. På Jellingestenen står der ikke 'Jeg gjorde danerne kristne', men 'Jeg gjorde danerne frie'. Da man under udgravningen til et nyt storcenter i Jelling støder på en alternativ runesten med et billede af Jesus, kommer runeforskeren Svend Thorsen på en usædvanlig opgave. Imens går politikerne amok i en kamp om de gamle værdier mens fanatiske islandske selvmordsterrorister planlægger et anslag mod den nye Jellingesten.
"En virkelig sjov satire. Lige noget for mig!"
Farshad Kholgi
"Vovet, omfattende og imponerende. Jakob Brodersen sætter et spejl op for vores ansigter, som viser os, hvor meget overtro stadig får lov at fylde i verden."
Anders Stjernholm
"Funky fortælling i historisk legestue."
Litteratursiden
"Et morsomt og skørt plot."
Politiken
Børnebøger
Din fantastiske krop - fra urtidsfisk til nutidsmenneske
Høst&Søn/Gyldendal, 2023
Hvorfor har du en hale? Hvorfor er der spor af dinosaurknogler i menneskers fostre? Tag med på en fascinerende opdagelsesrejse gennem menneskekroppens vilde evolution. Se, hvordan din krop har forvandlet sig fra urtidsfisk til menneskedyr gennem millioner af år. DIN FANTASTISKE KROP fortæller, hvordan du er sat sammen af ældgamle dele, som du har arvet fra dine fiske -, padde -, og abeforfædre. DIN FANTASTISKE KROP er baseret på den nyeste viden om menneskekroppens historie og udvikling.
Bogen er en opfølger til den prisvindende internationale bestseller LIV – DEN FANTASTISKE HISTORIE OM EVOLUTION. Den er udkommet på spansk i Sydamerika på forlaget Saposcat.
"Betagende smuk bog for større børn"
Ugeskrift for læger
Ekstra Bladet
"Mine varmeste anbefalinger"
Forestilling om Paradis
"Fabelagtig flot faglitteratur"
Bogbotten
"Seriøs videnskabelig information pakket ind i en underholdende, agil prosa af stor litterær kvalitet."
Mauricio Hasbún Karmy, Escuela La Cantera, Chile
Vi ændrer verden – 30 historier om modige børn
Høst&Søn/Gyldendal, 2020
30 stærke og bevægende portrætter af børn og unge, som har gjort en forskel, fortalt af Jakob Brodersen og Pernille Eskildsen, flot og fængende illustreret af Rasmus Meisler.
Greta thunberg kunne samle tusindvis af mennesker til klimamarch. Louis Braille opfandt blindeskriften, Severn Cullis-Suzuki holdt en tale som 12årig ved FN's første klimatopmøde, Tilly Smith reddede hundrede menneskers liv ved tsunamien i Thailand. Nadia Nadim var den første flygtning på det danske kvindelandshold i fodbold. De er alle sammen børn og unge, som ikke kunne lade være, fordi deres egen situation fordrede det, fordi deres nysgerrighed, virkelyst eller følelse af uretfærdighed blev for stærk. Gode forbilleder at have i en tid, hvor angsten for fremtiden kan dominere.
"Bør være pligtlæsning i skolen"
Ekstra Bladet
"En vigtig bog, der giver bud på gode og stærke forbilleder"
Litteratursiden
Bookeater
Liv. Den fantastiske historie om evolution
Høst&Søn/Gyldendal, 2018
Hvor kommer livet fra? Hvem var de første mennesker? Liv. Den fantastiske historie evolution tager læserne med på en dramatisk rejse gennem milliarder af år, fra universets fødsel, Jordens dannelse og livets udvikling fra små celler til havdyr.
Teksten er skrevet af journalisterne Pernille Engsig og Jakob Brodersen og nøje gransket af fagfolk. Den indeholder den nyeste viden om emnet og ledsages af Kamilla Wichmanns fabelagtige illustrationer, blandt andet en meterlang frise med alt levendes stamtræ.
Bogen er oversat og udgivet på kinesisk, tyrkisk, norsk og spansk. I 2022 modtog den prisen Medalla Colibrí i Chile - valgt af en jury af børn og unge.
"Faktisk er " Liv -Den fantastiske historie om evolution" ikke bare en bog, den er et værk -en investering, der kan rykke hele barnets forståelse af sig selv og verden, og så er det godt, at den tager sin opgave alvorligt."
Nordjyske
"Evolution er både spændende og lærerigt – ikke mindst når det i ord og tegninger er formidlet ordentligt. Man mærker et grundliggende godt håndværk bag hele bogen, som alle – både voksne og børn – kan få stor glæde af."
Ekstra Bladet
"Meget vellykket naturvidenskabsformidling"
Information
"Indbydende at gå på opdagelse i"
Weekendavisen
Andre udgivelser
Fantastiske fortællinger fra Fly eventyrhave
Forlaget Flyfabrikken, 2021
En samling skæve, sjove, uhyggelige, spændende og tænksomme historier og tegneserier for børn i alle aldre.
Fælles for dem er, at de foregår i og omkring det ganske særlige sted på jordkloden, som nogen har valgt at kalde for Fly.
En antologi med bidrag fra forfatterne Christoffer Boserup Skov, Anders Wadsholt, Jakob Brodersen, Vagn Antenne og Rasmus Johansen samt tegneren Erling Sandøy.
Collaborative logistics and fierce competition
BUILD, Aalborg University, 2021
Opsamlende bog på engelsk om forskningsprojektet DiRECTLY, der havde til formål at optimere godstransporten ved hjælp af avanceret datastyring.
Bogen er skrevet af forskerne Kristian Hegner Reinau, Christian Richter Østergaard, Jianlin Luan, Ahmed Karam Abdelfattah Mostafa, Nicoló Daina, Ole Svendsen, Anders Julius Klejs Jensen og Johannes Grove Nielsen.
Mit arbejde bestod i at redigere stoffet, sætte det op, sørge for grafisk tilrettelæggelse, korrektur og klargøring til tryk.
Alt om vinyl
Byens Forlag, 2018
Den ultimative bog på dansk om vinylplader. Et skattekammer af viden for inkarnerede pladenørder og musikelskere af enhver art.
I løbet af bogens næsten 300 sider præsenterer Søren Genefke alt, der er værd at vide om bl.a. vinylpladens skabelse og produktionsforhold, samt om de mest spændende pladeselskaber og deres udgivelser. Derudover hjælper Genefke også læseren til at afkode de mange budskaber, der ligger skjult i pladernes hårfine riller.
Skrevet af pladenørden Søren Genefke. Redigeret, fotograferet og layoutet af Jakob Brodersen.
"Sprængfyldt med lærd viden"
"
Nordjyske
"Vinyljunkiens håndbog. (...) Vidende, grundig ... lækkert illustreret"
Weekendavisen
"
Gaffa
"
Herning Folkeblad